… oh yes. Du bliver en lille smule mere lykkelig af at strukturere tankerne om din bog i et mind map. Det handler om at tænke i cirkler

Men lad os bare tage den med det samme. Der er ret langt fra de utallige, ukonkrete boblende tanker og til de bliver samlet i en fagbog. Her brister jeg måske allerede din boble, for vi taler måneder, nogle gange år, fra du første gang sætter dig foran skærmen med koppen fuld af kaffe og et gåpåmod, du aldrig har set før, og til du sidder med duften af nytrykte sider i næsen (og bogen i hånden). Til gengæld bliver du glad, hver gang du kigger på dit nykomponerede mind map over alle dine idéer og tanker.


Begynd ved begyndelsen

Et eller andet sted skal du begynde.

Så begynd ved begyndelsen. Med din hovedidé og emnet for din bog. Det er måske lige nu også det eneste konkrete, du har.



Derudover har du højst sandsynligt masser af løse tanker, udkast, noter, artikeludkast, referencer, udefinerbare halve sætninger og … idéer, der aldrig burde have set dagens lys.

Og det er altsammen meget godt. Men det roder, og det vil det blive ved med, hvis ikke du gør noget ved det.

For overhovedet at komme i gang med at skrive din bog, har du brug for en minimal grad af overblik. Det er bare ikke muligt for dig på nuværende tidspunkt at komme nærmere på en indholdsfortegnelse, for du ved ikke (endnu), hvordan du skal indlede og afslutte bogen, og du er heller ikke helt skarp på alt det derimellem. Til gengæld ved du, hvilke farver forsiden skal have. Og det bliver du glad for at vide. Om et års tid eller to.

Du ved dog også, at det er dit faglige speciale, du skal skrive om. Og det kender du indgående. Nu mangler du en måde til at komme videre fra tænkestadiet.

Et mind map = din ven, når du går i gang

En af de effektive måder at lave en opsamling af dine idéer og dit emne på er ved at bruge et mind map.

At der findes noget, der hedder et mind map er nok ikke forbigået din opmærksomhed. Mind mappet kan imidlertid noget, dine mange siders noter ikke kan. For det kan skabe klarhed over dit emne.

Se på det som en form for diagram, der forbinder dine løse idéer og informationer med ét hovedtema, altså emnet for din bog.

Det er her, du skriver kapitelforslag ind, undertemaer og idéer, du endnu ikke har fundet en plads til endnu, men som du via pile forbinder med hinanden.


Det er smart, fordi du:

  • får samlet dine overordnede tanker på én side i stedet for fem A4-ark.
  • kan forbinde de emner, der hører sammen.
  • kan tilføje underkategorier og under-under-kategorier. Og, hvis du skriver virkelig småt, under-under-under-kategorier.
  • kan bruge billeder, figurer, pile.
  • får skabt et visuelt overblik.

Alt det kan din hjerne godt lide. Den kan i det hele taget godt lide, når idéer hopper rundt i en cirkulær figur frem for i en lineær struktur, fordi vores tankevirksomhed ikke er lineær.

Hvis du skriver dine idéer i et mind map, opdager du derfor nemmere sammenhænge, du ikke ville have set, i forhold til hvis du blot skrev alle dine noter på fortløbende sider. Fordi du ikke kan brede dig over flere sider, bliver du også tvunget til at skrive kort og præcist. Det bliver både du og dine læsere og alle andre også glade for.


At lave et mind map betyder kort fortalt, at:


Du genererer ny viden, gode idéer og dybere mening.


Et mind map kan du derfor få en masse ud af at bruge i begyndelsen af en skriveproces, hvor du forsøger at finde rundt i de mange idéer.

Et mind map = også din ven, når du er i gang

Du kan også bruge det til at strukturere din bog, når du ved lidt mere om, hvad bogen skal indeholde.

I et computerbaseret mind map er det nemt at flytte rundt på hoveddele og kapitler og afsnit. Du kan dermed hele tiden bevare overblikket over din bogs indhold, samtidig med at du prøver dig frem. Og du kan ikke mindst bruge dit mind map, efterhånden som du bevæger dig fremad i skriveprocessen. Jeg bruger altid et mind map til både at strukturere hele bogen og til at omtænke strukturen, hvis jeg kan se, at min første plan ikke er optimal. For let’s face it. Førsteplaner og udkast er sjældent optimale.

Det her er mit meget lidt sprudlende mind map over fordelingen af dele, kapitler og afsnit, da jeg skulle skrive Egtvedpigens rejse for professor Karin Margarita Frei. Ikke desto mindre hjalp det mig med netop at være en tand mere levende, da jeg gik i gang med skriveprocessen, for jeg vidste hele tiden, hvor jeg var henne i bogen, og hvor jeg var på vej hen. Men indrømmet, lidt farver i mind mappet ville have gjort underværker.


Jeg havde en idé om, at bogen skulle være inddelt i tre hovedtemaer:


  • Den personlige rejse
  • Den videnskabelige rejse
  • Det grænseløse menneske

Inden for de tre temaer kunne jeg placere de kapitler, som hørte til. Nogle af emnerne gav sig selv, mens andre skulle rykkes rundt undervejs, fordi de i princippet kunne høre under et eller flere af hovedtemaerne.

Et arbejdsredskab i skriveprocessen

Mit mind map blev derfor også et arbejdsværktøj undervejs, som betød, at jeg hele tiden havde overblik over, hvor jeg skrev henne i bogen, og hvilket hovedtema jeg skrev teksten inden for. Undervejs blev nogle af afsnittene flyttet rundt fra et kapitel til et andet, fordi jeg kunne se, at de fungerede bedre med en anden vinkel, end den jeg først havde tænkt. Nogle af kapitlerne havde jeg ikke en titel til endnu, derfor gav jeg dem en arbejdstitel.


To mind map-programmer

Til Egtvedpigens rejse brugte jeg programmet Xmind. Et gratis program, du downloader til din computer. Der er forskellige færdige skabeloner, du kan bruge. Jeg bruger den blanke projektside og former mit mind map, som jeg har lyst til. Programmet giver mig også mulighed for at rangliste, at skrive noter til en overskrift, og at sætte figurer og farver ind. Det er overskueligt og nemt at bruge.


Et andet program er Scapple, som er et betalingsprogram. Det er skabt af folkene, som også står bag Scrivener, et fantastisk skriveprogram, som jeg lover at skrive mere om en anden dag. Scapple er mere avanceret end Xmind. Du kan sætte billeder ind, lege med figurer, flytte rundt på figurerne og placere dem hvorhenne på siden du ønsker og meget mere. Resultatet bliver et visuelt mere interessant billede at se på.


Papir og pen er også din ven

Er du helt analog lige i forhold til det her, kan du også bare begynde at skrive på et stykke hvidt papir, men med samme struktur:


Hovedemnet i midten, som du forbinder med alle dine undertemaer og idéer, som igen forbindes til hinanden.


Din hjerne kan nemlig også godt lide, når du skriver i hånden. Den er så glad for det, at den ligefrem belønner dig, så du lærer mere og for alvor får sat sving i nerverforbindelserne og dermed kan skabe endnu flere idéer og stille endnu flere skarpe spørgsmål. Altså alt det, du har brug for, når du skal i gang med din bog.


Ligegyldigt om du bruger et program eller pen og papir er pointen, at du får skabt forbindelser, klarhed og forædler dit emne, hvis du laver et mind map.


Og det kan man godt blive en lille smule lykkelig af.


Photo øverst: Barbara Alcada, Unsplash

Om forfatteren

Rikke Finland


Redaktør, bogudvikler og fan af indieforfattere

Cookies? By continuing to use this site, you accept our use of cookies.